Avanceret kamerateknologi kombineret med kunstig intelligens er baggrunden for verdens første kasseløse supermarked, det amerikanske Amazon Go. Her kan kunderne blot plukke ned fra hylderne, putte direkte i indkøbsposen og gå direkte ud af butikken.
Der er dog lige et par nødvendigheder. Man skal have downloadet en special app på en mobiltelefon af nyeste kaliber, scanne telefonen på vej ud – og have en Amazon-konto, de kan trække pengene fra. Regningen fra købet tikker ind kort tid efter, man har forladt butikken, men ikke desto mindre følte en New York Times journalist, at det stadig føltes lidt som at begå butikstyveri, da han var på besøg.