
Et køleskab, et fjernsyn eller et musikanlæg, der kan gå på nettet og styres via en app, er blevet dagligdag for stadig flere, men de færreste tænker over, at de dermed har åbnet en ladeport for it-kriminelle.
Via udbeskyttede IoT-produkter, er det nemlig relativt let for kriminelle at komme videre ind på netværket. De kan få adgang til fx computeren eller indbrudsalarmen.
En undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ingeniørforeningen IDA, viser, at 54 procent af alle danskere har installeret et eller flere smarte apparater i hjemmet – også kendt som Internet of Things (IoT). Men af dem svarer halvdelen, at de slet ikke eller kun i ringe grad forholder sig til, om de er beskyttet mod hackerangreb udefra.
– Vi omgiver os med smarte apparater, som er koblet til internettet, men det er vigtigt at forstå, at de dermed også kan fungere som potentielle adgangspunkter for hackere. It-kriminelle behøver kun at komme ind ét sted for at få adgang til resten af dit netværk. På den måde kan de kompromittere sikkerheden på din computer eller slå din indbrudsalarm fra. Derfor skal vi lære at tænke it-sikkerhed ind i vores kaffemaskiner og termostater, siger Jørn Guldberg, ekspert i it-sikkerhed for IDA.
Antallet af IoT-produkter er vokset til mere end 14 mia. anslår internationale opførelser, og tallet forventes at stige med 15-20 procent de kommende år.
Nogle produkter har software, der opdaterer sikkerheden løbende, andre er knap så gode, men uanset om produkterne fra prodocentens side er god eller dårlig, bør den enkelte holde maskinparken oppe på et højere sikkerhedsniveau, end den for de flestes tilfælde er i dag.
Og så er det en god idé at beskytte sit wifi-net med et andet kodeord end, det, som kommer fra fabrikantens side.
– Problemet er, at it-kriminelle ofte ved, hvilke standardkodeord producenterne udstyrer deres enheder med. Derfor kan svindlerne nemt hacke sig ind, hvis du ikke ændrer kodeordet, siger Jørn Guldberg.
Kilde: IDA

