På torsdag løftes sløret for hvilken bil, der kan køre hjem med titlen som Årets varebil 2017 her i landet. Vinderen afsløres på messen Transport 2017, der holdes i Herning fra den 23.-25. marts.
Motorjournalisternes Klub Danmark (MKD) har siden 1999 kåret den bil, som de syntes, er den bedste varebil. Gennem årene er prisen blevet fordelt nogenlunde ligeligt mellem de forskellige, velkendte mærker, der præger markedet for varebiler herhjemme, med Opel, Renault, Ford og VW som de toneangivende.
Og skal man gætte lidt, så tager man nok ikke helt fejl, hvis man placerer den spritnye VW Crafter oppe i toppen. Den er således blevet årets varebil i Europa, og hvis bossens pengepung sidder lidt løs, næste gang der skal købes ny bil, så byder den på nyheder som parkeringshjælp – også med trailer – LED-forlygter og et ESP-baseret sikkerhedssystem, som holder den store bil på ret kurs i blæsevejr. Ejere af en ny Mercedes Vito kan fortælle mere – her blev det introduceret for et par år siden.