Sagen om kabellægning – eller mangel på samme – af den nye 400 kV-forbindelse i Vest- og Sydjylland er vagt til live igen. Måske er det alligevel muligt at kabellægge større dele eller ligefrem hele strækningen, og ikke de cirka 15 procent, som den nuværende løsning peger på.
Omdrejningspunktet er den rapport, som blev udarbejdet af et canadisk konsulentfirma, WSP, og som Jyllands-Posten har gravet i. Her står, at det faktisk vil være muligt at kabelægge stort set hele forbindelsen. En konklusion, som Energinet faktisk er enig i, men det er vigtigt at tage forudsætningerne for den løsning i ed.
Hovedproblemet er, at lange kabelstræk i en vekselstrømsforbindelse forstærker den ”støj”, der er i elnettet, og den støj kan i sidste ende ødelægge komponenter i elsystemet eller apparater hos forbrugerne. Forskning og udvikling kan måske vise, at det om 10 eller 15 år er muligt at kabellægge mere, men af hensyn til danskernes forsyning og stabiliteten i det danske elnet tør vi på nuværende tidspunkt ikke at gå længere end 15 procent, siger Henrik Riis, administrerende direktør for Energinet Eltransmission, og han påpeger ydermere, at man ikke har tid til at vente på eventuelle tekniske løsninger, der ligger adskillige år ud i fremtiden.
Vi har brug for forbindelserne nu og ikke om 10-15 år, og derfor er konklusionen entydig, siger Henrik Riis.