Energinet.dk er ude med en opfordring til, at danske aktører skal være opmærksomme på TSO’erne i CCR Hansas høring af forslag til fallback-procedurer gældende for bl.a. de dansk-tyske grænser, for det tilfælde, at den fælleseuropæiske priskobling for day-ahead markedet ikke kan komme til et resultat.
I forbindelse med implementering af EU’s markedsforordning ”Capacity Allocation and Congestion Management – CACM” (på dansk: fastsættelse af retningslinjer for kapacitetstildeling og håndtering af kapacitetsbegrænsninger) er der etableret en række ”Capacity Calculation Regions – CCRs” (på dansk: kapacitetsberegningsregioner).
Danmark er en del af to regioner – ”CCR Nordic” (med forbindelserne Skagerrak, Konti-Skan og Storebælt) samt ”CCR Hansa” (med forbindelserne DK1-DE og DK2-DE (Kontek)).
I henhold til reglerne i CACM skal de enkelte CCR’er udarbejde regionale forslag til metoder omhandlende eksempelvis kapacitetsberegning for day ahead-markedet og for intraday-markedet. I den forbindelse sendte CCR Hansa den 14. april 2017 forslag til “fallback-procedurer” for CCR Hansa i høring. Procedurer, der træder i kraft i det tilfælde, at den fælleseuropæiske priskobling for day ahead-markedet ikke kan producere et resultat.
Forslaget vil efter endt høring blive tilpasset og efterfølgende sendt til godkendelse hos alle nationale regulatorer i CCR Hansa, herunder det danske Energitilsyn.
Forslag til fallback-procedurer i Hansa
Forslaget indeholder ikke noget nyt for aktørerne i forhold til den nuværende fremgangsmåde på de dansk-tyske grænser.
For det tilfælde, at den europæiske day ahead-proces ikke kan producere et resultat, aktiveres de regionale fallback-procedurer. Kapaciteten på grænserne i CCR Hansa, deriblandt DK1-DE og DK2-DE, auktioneres eksplicit via JAO i en ”Shadow Auction”. Børserne vil ligeledes genåbne deres ordrebøger, så aktørerne har mulighed for at afstemme deres bud efter tildelingen af kapacitet.
I det forventeligt meget sjældne tilfælde, at der ikke opnås et resultat kl. 20:00, opstår en ”no-price” situation. Præcis som i dag vil fremgangsmåden da være, at kapaciteten tilbageholdes fra day ahead-markedet og tildeles i intraday-markedet i stedet.
Sidste frist for at indsende kommentarer er den 15. maj 2017. Det gøres her.
Kilde: Energinet.dk