
En ny fødselshjælper, Center for Offentlig-Privat Innovation, skal hjælpe med at få løst de store samfundsudfordringer.
Centret er sat i verden af staten, KL og Danske Regioner, og tanken er, at det skal hjælpe markedskræfterne til at løse de udfordringer, som samfundet står overfor – dog afgrænset til tre indsatsområder; klima, grøn omstilling og miljøforbedrende tiltag samt bæredygtigt byggeri.
Det vil især introducere en ny, konkret metode til at få markedet til at udvikle innovative løsninger med inspiration fra Norge. Hensigten er, at det offentlige øger skala og innovationshøjde, så den offentlige sektors indkøbsmuskel i samspil med markedet kan hjælpe med at finde nye løsninger på samfundsudfordringerne.
CO-PI’s direktør Pia Gjellerup glæder sig til at fortsætte det arbejde og sætte gang i et nødvendigt sporskifte i offentlig-privat innovationssamarbejde:
Vi står som samfund over for især to presserende udfordringer: klima- og miljøproblemerne og manglen på medarbejdere til velfærdsområderne. Det kræver nye og radikale innovative løsninger. Vi skal som nyt center medvirke til at forløse det enorme innovationspotentiale, der findes i samarbejdet mellem den offentlige og den private sektor – og sikre, at det får større flyvehøjde og en kraftigere muskel til gavn for os alle.
Kilde: CO-PI

