
En kvart mia. kr. skal hjælpe med at få skab yderligere skub i den grønne omstilling. Midlerne kommer fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, og skal bl.a. bidrage til at hjælpe på de rekrutteringsudfordringer, den grønne omstillingen kan føre med sig.
Indsatserne er medfinansieret af EU’s Socialfond Plus.
Vi ønsker at styrke små og mellemstore virksomheders konkurrenceevne. Det skal være muligt for virksomhederne at hyre de rette kompetencer ind og få del i de muligheder, som den grønne omstilling giver. Og efteruddannelse og tiltrækning af arbejdskraft er nogle af de greb, der kan bidrage til at hjælpe virksomhederne med deres akutte rekrutteringsudfordringer, påpeger Claus Jensen, formand i CO-industri og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Midlerne til at styrke den grønne konkurrenceevne kommer ikke som en klump, men derimod fra flere forskellige bidragydere, der tilsammen ender med at give de omtalte 250 mio. kr.
De 150 mio. kr. kommer fra EU’s Socialfond Plus; resten er fra de decentrale erhvervsfremmemidler. Forventningen er, at indsatsen vil omfatte ca. 1.220 små og mellemstore virksomheder samt ca. 6.600 ansatte.
De vil blive udmøntet gennem to annonceringer, hvor formålet både er at løse virksomhedernes akutte rekrutteringsudfordringer og de mere langsigtede, strukturelle kompetenceudfordringer, som den grønne omstilling medfører.
Den første annoncering fokuserer på virksomhedernes aktuelle mangel på kvalificeret arbejdskraft. Her udmøntes:
50 mio. kr. fra Socialfonden Plus samt 28,4 mio. kr. i decentrale erhvervsfremmemidler til en voucher-ordning for efteruddannelse, omskoling og opkvalificering af virksomhedernes medarbejdere, ledelse og bestyrelse.
30. mio. kr. fra Socialfonden Plus samt 17 mio. kr. i decentrale erhvervsfremmemidler til tilknytning af velkvalificeret arbejdskraft og tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft på områder, hvor den efterspurgte arbejdskraft ikke er tilgængelig i Danmark.
Fristen for at søge midler til denne annoncering er 18. maj 2022. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse forventer at behandle ansøgninger på sit møde den 20. september 2022, hvorefter ansøgere får besked om tilsagn eller afslag.
Den anden annoncering har et mere langsigtet fokus, der gerne skulle ende om med at udvide arbejdsstyrken.
25 mio. kr. fra Socialfonden Plus og 14,2 mio. kr. i decentrale erhvervsfremmemidler til videreuddannelse inden for fagområder, hvor virksomhederne vil mangle arbejdskraft i fremtiden.
45 mio. kr. fra Socialfonden Plus og 40,4 mio. kr. i decentrale erhvervsfremmemidler til aktiviteter, der inkluderer og fastholder borgere på kanten af arbejdsmarkedet i uddannelse eller job.
Fristen for at søge midler til denne annoncering er 15. juni 2022. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse forventer at behandle ansøgninger den 15. november 2022, hvorefter ansøgere får besked om tilsagn eller afslag.
Kilde: Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

