I Herlev har kommunen været på jagt efter energispild. I samarbejde med energivirksomheden Schneider Electric skal det skjulte energispild medfinansiere en tiltrængt opdatering af skoler, idrætshaller og andre kommunale anlæg.
Jagten har ført til, at el-måleren ikke drejer helt så hidsigt rundt i de kommunale ejendomme som tidligere. Takket være central standby-styring af ca. 1.800 pc’er sparer kommunen årligt 400.000-500.000 kr.
Den konstante jagt på det unødvendige energiforbrug i kommunen betyder blandt andet også, at samtlige trafiklys i Herlev Kommune er blevet udskiftet med ny LED-teknologi og automatiske styrebokse. Det sker som led i det ESCO-samarbejde, Herlev Kommune har indgået med Schneider Electric. Det sænker el-forbruget og giver et mere robust og fejlsikkert trafiksystem med færre udgifter til udskiftning af pærer og vedligeholdelse af udtjent teknik.
Tilgangen til renoveringsopgaven er systematisk og betyder, at der i år frigives 25 mio. af den samlede investeringsramme på 125 mio. kr. til renovering af bl.a. Herlev Byskole og Herlev Hallerne. Når renoveringerne af de 50 kommunale ejendomme og anlæg er gennemført og tilbagebetalt, tilfalder besparelsen ubeskåret Herlev Kommune.
Herlevs politiske ledelse har valgt at løse opgaverne i et ESCO-samarbejde med Schneider Electric som privat partner og lade de garanterede energibesparelser finansiere en del af udgifterne.