Herlev var den første kommune, som tilbage i 2010 indgik en partnerskabsaftale med Dansk Byggeri. I dag har i alt 44 kommuner ladet sig inspirere af Herlev, og aftalen fungerer så godt, at det nu er fjerde gang, den toårige partnerskabsaftale bliver fornyet.
– Vi har fundet en model, der virker. Samarbejdet mellem kommunen, Dansk Byggeri og de lokale erhvervs- og folkeskoler gør, at vi arbejder i samme retning. Derfor lykkes vi også med for eksempel at finde lærepladser til alle unge i Herlev, der går i gang med en erhvervsuddannelse inden for byggeri. Hvert andet år tager vi aftalen op til revision, og så længe det virker, så fornyer vi den, siger borgmester i Herlev, Thomas Gyldal Petersen.
Dansk Byggeri Hovedstaden glæder sig over de positive resultater i Herlev, og at partnerskabsaftalen nu bliver fornyet endnu engang.
– Det startede med en fælles indsats med at finde lærepladser til alle unge i kommunen, som tog en erhvervsuddannelse, men siden har samarbejdet også udviklet sig til forskellige indsatser i folkeskolerne, som kan være med til at få flere unge til at åbne øjnene for de mange muligheder en erhvervsuddannelse inden for bygge- og anlægsbranchen giver. Det er jo i både kommunens og virksomhedernes interesse, at vi får uddannet så mange faglærte, at de lokale virksomheder også i fremtiden kan få de medarbejdere, de har brug for. Det kan vi ikke gøre uden erhvervsskolerne, som også spiller en stor rolle i partnerskabet, siger formand for Dansk Byggeri Hovedstaden, Mads Raaschou.
Kilde: Dansk Byggeri