
Over en mio. dollars koster det i gennemsnit en nordisk virksomhed at blive udsat for et mail-baseret hacker-angreb.
Dermed ligger regionen i top, når det gælder omkostninger ved denne type angreb, viser tal fra en ny undersøgelse foretaget af analysefirmaet Vanson Bourne på vegne af Barracuda Networks, der udpeger, at kun Indien ligger med højere omkostninger.
Den samlede pris for et sikkerhedsangreb omfatter ikke kun et økonomisk tab, men omfatter også omkostninger som driftsstop, tab af produktivitet og data og potentielt tab af indtjening på baggrund af forringet omdømme.
For de nordiske lande er tab af sensitiv eller fortrolig data sammen med forringet omdømme og direkte økonomisk tab til cyberkriminelle de tre største omkostninger for virksomheder, der er blevet ramt af et cyberangreb.
– Det er oftest de største virksomheder, der får de største omkostninger, men ifølge tal fra rapporten må 60 % af små- og mellemstore virksomheder, der bliver ramt af et cyberangreb, lukke deres forretning inden for seks måneder efter et angreb, forklarer Peter Graymon, chef for Barracuda Networks i Norden.
Kilde: Barracuda Networks

