I dag åbner Folkemødet på Bornholm, og har man tænkt sig at tage elbilen til arrangementet, så er der godt nyt. For ligesom de seneste par år byder E.On igen i år på gratis strøm.
Energivirksomheden har opsat fem ladere med to stik på Circle K-tankstationen på Nordre Borrelyngvej 1A i Allinge.
– Vi har selv deltaget på Folkemødet de sidste fire år, og hvert år ser vi flere og flere elbiler i Allinge. Dette er en positiv udvikling, som vi støtter 100 procent op omkring. Vi arbejder for at gøre det nemmere at være elbilist i Danmark og derfor er det også helt naturligt for os at opsætte nem og gratis opladning til de mange elbilister, der besøger Folkemødet, siger Tore Harritshøj, administrerende direktør i E.ON og understreger, at al strøm i E.ONs ladenetværk er certificeret vindenergi.
E.On appellerer dog til, at de mange elbilister, der benytter sig af den gratis opladning, udviser god ladestil og kun optager ladepladsen, når de lader. På den måde kan så mange elbilister som muligt drage nytte af den gratis strøm.