Opladning af elbiler er ved at udarte sig til et kapløb mellem producenterne af ladestandere og elbiler, og det ser ud til, at ladestade-producenterne har fat i den lange ende. E.ON er nemlig begyndt at sætte 150 kW-ladere op langs de tyske motorveje, og de vil inden årets udgang blive opgraderet til hele 350 kW.
Dermed lægger de sig i front, for der er ingen biler, der endnu kan håndtere så meget saft. Porsche har meldt ud, at deres kommende Mission E Cross Turismo vil kunne håndtere en opladning af den kaliber, men den får efter planen først asfalt under hjulene i 2021 – og uden tvivl næppe med en, skal vi sige, “danskervenlig”, prislap.
Planen for E.ON er at opsætte flere hundrede af de ultra-hurtige opladere. De første står på A3 ved Autohof Strohofor i Geiselwind, mellem Würzburg og Nürnberg.
Fire hurtige fakta:
• Tilbyder 150 kW opladning, med opgraderingsmulighed til 350 kW
• Bliver placeret med 120-180 kilometers afstand langs de europæiske motorveje
• Hver ladestation er udstyret med to til seks ladestandere
• Tilbyder opladning med CCS (europæisk standard for hurtig opladning) og CHAdeMO.