På Danmarks største el-fagmesse præsenterer GN belysning fra Herning en helt ny nedgravningsspot, Diospot nedgravning.
– Det banebrydende er, at selve spotten udnytter den helt grundlæggende teknologi, magnetisk induktion, men i en helt ny og patenteret udgave. Det betyder, at selve spotten og indbygningsdåsen er to separate enheder, hvor der ikke er ledningsføring imellem, forklarer Jørn Falck fra GN Belysning.
Og netop dette giver mange fordele for installatøren:
Den største fordel er åbenlyst, at selve nedgravningsspotten er en helt forseglet og vandtæt enhed, fordi der ikke føres kabler ud eller ind. Dvs. at de fra fabrikken kan lukkes helt og aldeles.
– Vi er klar over, at der igennem de sidste år har været en berøringsangst omkring nedgravningsspot fra elinstallatørernes side, da vandindtrængen har skabt massive problemer. Derfor skal vi nu ud og genskabe tilliden til nedgravningsspot og det mener vi bestemt, vi nu har teknologien og produktet til at gøre, påpeger Jørn Falck.
Når de to enheder, spotten og nedgravningsdåsen, er så forseglet, som de er, giver det yderligere de fordele, at der ikke behøves samme grad af dræn som ved de tidligere typer af nedgravningsspot. Det gør selve gravearbejdet nemmere og uden usikkerheden, om ”er drænet nu godt nok?”.
Derudover er monteringen af selve spotten ganske enkel, da der ingen kabler er. Den skubbes ganske enkelt bare ned i nedgravningsdåsen og skrues fast. Skal der ske en udskiftning til anden type spot, er det således nu også meget nemmere.
Den nye nedgravningsspot passer ind i GN belysnings motto, ”Nem at handle med”. I 19 år har handelsvirksomheden leveret både klassisk og det mest moderne elmateriel til elbranchen.
– Vi har oplevet en voksende efterspørgsel i det professionelle marked, bl.a. på grund af sortiment, service og dag-til-dag levering, fortæller Jørn Falck.
GN belysning har ca. 4.000 varenumre på lager, og sortimentet består dels af egne varemærker, men også af produkter fra ind- og udenlandske producenter.
Stand C-3041