
Undersøgelse fra Energistyrelsen har vist, at mange danskere glemmer de gode energispare-vaner, når de træder ind på arbejdspladen.
Det er ikke tilfældet hos automations- og ingeniørvirksomheden Unimec. Det er faktisk lige det modsatte, for bevæbnet med huer, fleecejakkerne og lange underbukser, er temperaturen ikke bare sat ned til de meget omtalte 19 grader. Den har fået et nøk til, så den nu står på 18 grader.
Og den lave temperatur er langt fra det eneste tiltag, som alle på virksomheden er blevet enige om. Og selvom det var ledelsen, som lagde de første trædesten til øget energibesparelse, er det i høj grad de ansatte, der har båret det videre.
Det er en samfundspligt for os alle at forsøge at spare på energien. Jeg tænker over det derhjemme så hvorfor ikke også på arbejdspladsen? Her er der endnu flere muligheder for at tage et ansvar og gøre en forskel. Der er en positiv stemning om projektet. Kulde bliver ikke noget problem, og vi er enige om, at vi gerne må huske hinanden på de gode råd, siger Sune Lykke, der er mekanisk montør hos Unimec.
Som alle andre virksomheder kan Unimec se ind i en voldsom stigning på energiregningen. På nuværende tidspunkt budgetterer ledelsen med en stigning på mere en halv million kroner i udgifter til el og gas. Det er en merudgift, som Unimec ikke ønsker skal have varige konsekvenser for hverken konkurrenceevnen eller for deres kunders pengepung. Derfor har Unimec i første omgang indført et mindre energitillæg.
Vi ønsker ikke, at krisen skal resultere i varige prisstigninger. Derfor har vi indført en midlertidig afgift, som skal fjernes, når energipriserne forhåbentlig falder igen. Alle vores kunder bliver løbende informeret herom, og vi håber, det bliver taget godt imod, siger Henrik Lund Andersen, sales manager hos Unimec.
Unimec har indtil videre gennemført følgende spareinitiativer:
Sænke rumtemperatur til 18 grader
Skiftet pærer i kantinen til sparepærer
Trykluftsystem efterses for utætheder
Vandvarmer varmer kun morgen og aften
Slukke specialmaskiner, når de ikke er i brug
Slukke computer efter endt arbejdsdag
Skrive forbrug for infotavlen
Fremtidige investeringer i solceller, jordvarme og vindmøller
Udskifte loftsvinduer til bedre kvalitet
Besøg af energikonsulent
”Gardin” for porten, så varmen ikke slippes ud
Slukke opladere til værktøj. Benyttes med timere i stedet
Udendørs belysning slukkes. Udstyres med timer eller sensor i stedet
Dæmpe / slukke belysning generelt
Luxmåler så lyset i hallerne dæmpes i forhold til naturligt lys udefra
Infoskærmen slukkes automatisk ved fyraften
Timer på vandkøler, så den ikke er tændt efter fyraften
Kilde: Unimec

