I drømmen om fremtidens el-net indgår el-biler. Bilernes batteri kan fungere som en reserve og back-up, men det er ikke sådan bare lige, når den fremtidsvision skal passes ind i et nuværende net og regelsæt, der bygger på, at el er en “envejs-kommunikation”.
Derfor er en række aktører, bl.a. Frederiksberg Forsyning, Energinet.dk og DTU gået sammen om et projekt, hvor ti af forsyningsselskabets biler også netop kan fungere som reserve – f.eks. når vinden ikke blæser.
Det er ikke et problem i dag, men i de kommende år vil stadig mere vindmøllestrøm komme ind i nettet, og når nabolandene også bruger vindstrøm, så vil en vindstille periode betyde, at vi ikke nødvendigvis kan hente strøm fra naboerne.
– El-bilers batteri kan bidrage, når vi skal balancere el-nettet i fremtiden. Derfor er det vigtigt at teste af og få lavet nogle markedsrammer, så det er muligt for f.eks. Frederiksberg Forsyning at sælge strøm på el-markedet fra el-biler. Vi skal have fundet det rigtige setup til, at el-biler i fremtiden kan bidrage med fleksibilitet til el-systemet, siger Christina Plum, økonom, i Energinet.dk’s afdeling for Systemydelser.
Som udgangspunkt er der tale om ti biler, men på sigt skal der 30 biler med i projektet, hvor man vil teste og udvikle de nuværende og fremtidige krav for levering af automatiske reserver – med respekt for, at el-biler først og fremmest er transportbiler, der ikke kan bakke op under dagevis uden vind, men er perfekte som reserve, der kan plukkes op i løbet af få minutter.