Trekantområdet vokser – det bliver sagt ofte, og den er også god nok:
Hos EWII viser nye tal en stor aktivitet i tilslutning af nye boliger. En intern opgørelse viser, at koncernen forventer at tilslutte el til ca 3.200 nye boligenheder i løbet af det næste års tid. Det er en fordobling sammenlignet med gennemsnittet de sidste seks år.
– Som energikoncern ser vi med glæde på den hastige udvikling af Trekantområdet. Vores opgave nu er at sikre, at de boliger, der skyder op, bliver forsynet med det, vi kalder for ”livets selvfølgeligheder”: Billig og miljørigtig el, vand og varme, og – som det sidste skud på stammen over hverdagens selvfølgeligheder – en hurtig og stabil internetforbindelse, siger Lars Bonderup Bjørn, der er administrerende direktør i EWII-koncernen.
For at imødegå visionen om et effektivt samfund har EWII en politik om at rulle fiber ud til alle i koncernens dækningsområde, og derfor får de 3.200 nye boliger også indlagt fiber i så vidt omfang, det er muligt.
– Vi tror på, at fremtidens samfund er drevet af fibernet. Her i Trekantområdet kan vi se på tallene og konstatere, at udviklingen går særligt hurtigt her, og derfor gør vi meget ud af at være på forkant, siger han.
Kilde: EWII