Alle køleskabe og stort set alle tørretumblere levede helt op til EU’s minimumskrav til energiforbrug, viser Energistyrelsens tilsyn. Energistyrelsen har i 2016 gennemført 84 laboratorietest og kontrolleret den tekniske dokumentation for 112 forskellige energirelaterede produkter. Resultatet af test og kontrol viser, at især de produkter, som i en årrække har været omfattet af EU’s Ecodesign-direktiv og energimærkning, lever op til kravene.
Når det gælder nyere produkter, var testen ikke helt så positiv. For første gang er gaskedler og varmepumper blevet testet, og her så det skidt ud. For det første var det svært at få dokumentationen fra leverandørerne, og i testen levede kun fem ud af 20 produkter op til kravene. To produkter er efterfølgende blevet taget af markedet og sælges ikke længere i Danmark eller i EU. For de resterende 13 produkter har producenterne rettet op på fejlene, så produkterne nu lever op til kravene.
Et andet produktområde, som havde det svært, var vinkøleskabe. Under halvdelen af de 15 kontrollerede vinkøleskabe levede op til kravene, og den hyppigste fejl var uoverensstemmelse mellem dokumentation og den oplyste energieffektivitet i energimærket. Kontrollen har også vist, at nogle skabe, som markedsføres som vinkøleskabe, reelt ikke er vinkøleskabe, men simple køle-/svaleskabe. Fire skabe er taget af markedet og forhandles ikke længere i Danmark, mens de resterende nu lever op til kravene. Omkring to procent af alle danske husholdninger har i dag et vinkøleskab.
Kilde: Energistyrelsen