
Ofte omtales den som kogespidsen, tidsrummet mellem kl. 17. og 20. Men med de stigende energipriser er flere og flere danskere begyndte at lægge deres el-forbrug uden for den periode, viser en undersøgelse fra Energistyrelsen.
Når man som forbruger skal spare på energiregningen handler det ikke bare om at skrue ned for energiforbruget, men også om at lægge en del af forbruget uden for de timer, hvor samfundet generelt bruger meget energi. Og her er de mørke timer ofte gode.
De fleste virksomheder er lukkede og kogespidsen er overstået. Derfor kan man med fordel lægge en del af energiforbruget her. Det være sig tøjvask, tørretumbler, opvaskemaskine og ikke mindst opladning af elbiler.
Undersøgelse viser, at fire ud af 10 danskere aktivt har ændret deres energiforbrug de sidste seks måneder som følge af de høje energipriser. Og heraf har godt halvdelen flyttet dele af deres forbrug til andre tidspunkter af døgnet, hvor strømmen er billigere.
Danskerne er virkelig begyndt at ændre adfærd, og det er godt nyt, at en del af os har taget fleksibelt forbrug til os. Normalt tager den slags adfærdsændringer lang tid at få ind i hverdagen, men danskerne har virkelig reageret hurtigt på den aktuelle situation, og de markante prisstigninger, vi har set på det seneste. Og jeg kan kun opfordre flere til at gøre det samme, siger Stine Leth Rasmussen, der er vicedirektør for energieffektivisering i Energistyrelsen.
Det kræver dog, at man har en dynamisk elpriskontrakt, hvor prisen på el følger markedsprisen.
Ændringen i forbruget er ikke kun en fordel for den enkeltes pengepung. Også den grønne omstilling som helhed har gavn af forskydningen i forbruget.
Jo bedre vi kan blive til flytte vores energiforbrug efter den grønne elproduktion og pladsen i ledninger, des bedre udnytter vi den grønne energi, vi har til rådighed. Selvom ens private energiforbrug kan synes som en lille del af det samlede forbrug, så kan det have stor betydning, hvis vi alle bliver mere fleksible i vores energiforbrug, siger Stine Leth Rasmussen.
Undersøgelsen fra Energistyrelsen viser også, at danskerne har mange forskellige grunde til at spare på forbruget. 82 procent af danskere peger på, at man kan spare penge, men hver anden peger også på, at man samtidig gør noget godt for klima og miljø. Og endelig svarer hver anden dansker, at man også bidrager til at reducere Danmarks afhængighed af russisk gas.
Tallene viser jo bare, at danskerne også går op i det store perspektiv på den her dagsorden. Hvis vi alle gør en lille forskel, så kan det betyde meget på samfundsniveau. Som forbruger kan man ikke bare spare penge – man kan også bidrage direkte til den grønne omstilling og Danmarks forsyningssikkerhed, siger Stine Leth Rasmussen.
Kilde: Energistyrdelsen

