SEAS-NVE har valgt at fordoble Fiberpuljen – fra 50 til nu 100 millioner kroner. Dermed kan 72 nye lokalområder og 3.300 private husstande og virksomheder på Sjælland, Lolland, Falster og øerne glæde sig over muligheden for at blive koblet på den digitale motorvej. Det betyder et stort løft for hele region Sjælland.
Oprindeligt oprettede SEAS-NVE en pulje med 50 millioner kroner, der sammen med yderligere 50 millioner kroner skulle dække nogle af de mørke pletter i selskabets forsyningsområde, hvor internettet ikke lever op til nutidens krav. Men interessen var så overvældende, at man nu har lagt yderligere 50 millioner kroner i Fiberpuljen.
– Interessen har været overvældende stor. Vi har modtaget 170 ansøgninger og fået 5.000 tilkendegivelser fra borgere og virksomheder, som gerne ville have fibernet. Vi har derfor også valgt at fordoble Fiberpuljen, så vi investerer 100 millioner kroner. Det kommer til at give regionen et gevaldigt digitalt løft. Vi skal koble Sjælland og Øerne på den digitale motorvej. Landdistrikterne må ikke ende med at stå parkeret i nødsporet, siger adm. direktør i SEAS-NVE, Jesper Hjulmand.
De 100 millioner kroner rækker til at føre 72 af projekterne ud i livet. Der er allerede 2.000 tilmeldinger i områderne, som er spredt over hele SEAS-NVE’s forsyningsområde.