Fibernet har i lang tid været den eneste sagliggørende, hvis man ønskede rigtigt hurtigt internet, men nu kommer der en ny konkurent på banen – eller rettere en gammel. For det handler om kabel-tv nettet.
Virksomheden Hiper tilbyder nemlig en løsning, der via coaxialkablerne tilbyder op til 1.000 Mbit – den samme hastighed, som de hurtigste fibernet i dag kan håndtere.
Alle kan ikke få det nye produkt, men Stig Myken, adm. direktør for Hiper, mener, at cirka en tredjedel af alle danske husstande vil kunne få den nye type bredbånd i første omgang.
– Det er den største nyhed inden for dansk bredbånd, siden Hiper startede, og inden for få måneder kan en tredjedel af danskerne få 1.000 Mbit. Og selv om det ikke er alle husstande, der kan få 1.000 Mbit fra første dag, så tilbyder vi at starte med 300 Mbit og så opgraderer vi forbindelsen gratis, så snart nettet er teknisk klart, forklarer han.
Hiper Bredbånd via kabel-tv nettet forbinder routeren til internettet over IPv4 med teknologien Carrier Grade NAT (CGN). CGN betyder, at forbindelsen benytter mange forskellige IPv4-adresser i løbet af et døgn. Forbindelsen kan endnu ikke leveres med IPv6 på kabel-tv-nettet på nuværende tidspunkt, men der arbejdes på sagen, lover Hiper.