Inden år 2020 skal 95 procent af alle husstande i fiberselskabet Nord Energis område tilbydes fiberforbindelse, og i den forbindelse har fiberselskabet indgået en fireårig samarbejdsaftale med den tekniske servicepartner Intego. Aftalen omfatter bredbåndstilslutning af godt 30.000 nordjyske husstande.
– Efterspørgslen efter fiberbredbånd stiger og stiger. Allerede nu taler man om, at fiberbredbånd er en lige så vigtig del af husstanden som den almindelige forsyning af eksempelvis el, vand osv., og i takt med digitaliseringen bliver det stadig mere afgørende med en stabil og hurtig bredbåndforbindelse. Derfor kommer vi til at udrulle fibernettet massivt over de kommende fire år, både på landet og i byen, og i den anledning har vi valgt at indgå en aftale med Intego om kundetilslutningerne, fortæller direktør for Nord Energi Fibernet Christian Frost Lauritsen.
Som underleverandør i forbindelse med kundetilslutninger bliver Intego på mange måder Nord Energi Fibernets ansigt udaftil, forklarer afdelingsleder for Nord Energi Fibernet Kent Frederiksen, og derfor var det afgørende for aftalen, at parterne i forvejen har samarbejdet ved flere lejligheder:
– Fleksibilitet er et nøgleord i forbindelse med valg af underleverandør, da produktionen er svingende, mens serviceniveauet og reaktionstiden overfor vores kunder til gengæld skal være i top. Vi har samarbejdet med Intego i flere år, og vi ved derfor, at de besidder de rette egenskaber, og derfor var valget af dem til denne opgave helt naturligt. Med en fireårig aftale får begge parter arbejdsro, så vi kan koncentrere os 100 procent om at opfylde vores målsætning, siger Kent Frederiksen.