Entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen har arbejdet intenst med planlægning og produktivitet på nybyggeriet af ”Den Grønne Fatning” – det har resulteret i, at bygherren Elf Development står med et færdigt byggeri to måneder før tid.
– Ja, beboerne er flyttet tidligt ind, fortæller Ulrik Kristensen, projektchef i Enemærke & Petersen.
– Vi har under hele byggeprocessen arbejdet intenst med planlægningen af byggeriet – det har haft afgørende betydning for, at vi hurtigt har absorberet de forsinkelser, der altid opstår og i dag kan aflevere to måneder før tid.
Den Grønne Fatning-byggepladsen har været en del af Enemærke & Petersens store produktivitetsprojekt, som har kørt i de sidste to år for at sikre byggeriernes kvalitet og de rettidige afleveringer. Ulrik Kristensen fortæller, at entreprenørvirksomheden opnår stor effekt af at arbejde med LEAN-principper og Last Planner System-værktøjet:
– Vi har blandt andet brugt cyklogram-planlægning, hvor vi minutiøst planlægger de forskellige håndværksarbejder, ligesom vi kigger ind i hvilke udfordringer, der potentielt kan opstå på projektet og sørger for at de ikke udvikler sig til forsinkelser.