Udleveringspligt inden for videoovervågning er sikkert et fremmeord for de fleste, men har du installeret overvågning, bør du sætte dig ind i sagerne. Ikke mindst når der kommer mere fokus på ret til egne data efter EU’s databeskyttelsesforordning.
Udleveringspligten betyder, at folk på tv-billeder har ret til at få udleveret en kopi af de optagelser, hvor de selv optræder, men da man ikke har ret til at få udleveret oplysninger om andre, skal ejeren af optagelserne ind og sløre alle andre på de pågældende optagelser. Og det er omfattende og meget dyrt – alt efter antallet af andre mennesker, naturligvis. Bare tænk på julehandlen i Bilka…
Det pudsige er, at pligten faktisk ikke er ny. Den har eksisteret i bl.a. Danmark siden 1990, men kommer meget sjældent i anvendelse. Det kan dog ske, bl.a. i forbindelse med aktivistiske formål.
Med den megen opmærksomhed omkring den nye EU-forordning breder der sig en stille frygt for hos bl.a. virksomheder, at der vil komme øget tryk for at få udleveret mange optagelser – måske mest fordi man kan.
SikkerhedsBranchens direktør, Kasper Skov-Mikkelsen, kan sagtens forestille sig, at en del erhvervsdrivende vil blive mødt med krav, der har rod i fornyet opmærksomhed om udleveringspligten, men han maner også til besindighed.
– Måske vil der være en opblomstring i interessen i forbindelse med, at forordningen skal være implementeret her i maj eller i forbindelse med større mediehistorier, men jeg tror, at det vil stabilisere sig i længden, siger han, og tror ikke, at den almindelige dansker har særlig stor interesse i at få udleveret tv-billeder.
En metode til at undgå store udfordringer på dette område er ifølge SikkerhedsBranchen bl.a. ikke at opbevare optagelserne længere tid end højst nødvendig.
Kilde: SecurityUser.com