EU-Kommissionen har godkendt E.ON’s opkøb af Innogy. Innogy er et datterselskab i det tyske energiselskab RWE, og købet indebærer samtidig, at RWE overtager flere af E.ON’s produktionsaktiviteter i et større asset swap. I Danmark medfører handlen, at RWE overtager E.ON’s nuværende aktiviteter ved havvindmølleparken Rødsand II. På den større europæiske klinge vil E.ON overtage omkring 7.000 ladepunkter til elbiler, som Innogy havde.
Opkøbet af Innogy skal ses i forlængelse af E.ON’s ønske om at lede den grønne omstilling ved det gode eksempel. I 2014 erklærede energikoncernen, at fossil energi ikke længere skulle være en del af de fremtidige forretningsaktiviteter, og i perioden fra 2016 til 2018 blev fossile aktiver frasolgt til energiselskabet Uniper og det finske energiselskab Fortum.
Med den nye handel frasælger man yderligere produktionsaktiviteter, hvilket blandt andet medfører, at omkring 2 millioner privatkunder vil overgå til nye ejere. Dette får hovedsageligt en betydning for kunder i Central- og Østeuropa. Danske kunder vil ikke blive berørt.