Som den første og eneste repræsentant fra energibranchen deltog energi- og fibernetkoncernen Seas-NVE i år i Ungdommens Folkemøde, der fandt sted fra torsdag til lørdag i Valbyparken.
Ungdommens Folkemøde blev holdt under overskriften ”Nutidens problemer skal løses med fremtidens borgere”. En overskrift som Seas-NVE passer rigtig godt til i mange af de ting, som koncernen arbejder med.
– I vores udviklingsarbejde fokuserer vi meget på de problemstillinger og produkter, som ligger lidt længere ude i fremtiden. Ungdommens Folkemøde er derfor en oplagt mulighed for at tale med fremtidens borgere og høre deres meninger og tanker om for eksempel energi og lagring. Og vi er så heldige, at det sker, inden de er totalt spolerede af vanetænkning, som vi andre jo nok kan være i et vist omfang, siger Ole Alm, konstitueret udviklingschef i Seas-NVE.
Seas-NVE havde datterselskabet elbilsoperatøren Clever med til Folkemødet, og de glæder sig også over mødet med de unge.
– I Clever sørger vi for, at det er nemt at vælge og køre elbil. Vi tror ikke bare på en bedre verden – vi er med til at skabe den. Og gerne sammen med Danmarks unge. Med deres ideer og visioner for det samfund, som de gerne vil være en del af. Clever var på Ungdommens Folkemøde, så vi kan lære af hinanden og skabe fremtidens løsninger til fremtidens udfordringer, siger Henrik Skyggebjerg, Communications & PA Manager i Clever.
Det var tredje år i træk, der bliver afholdt Ungdommens Folkemøde i København. I år strakte mødet sig over tre dage. Ungdommens Folkemøde startede som et Ungdomsmøde på Christiansø i 2013 for 150 deltagere, og det blev afholdt samtidig med Folkemødet på Bornholm. De to følgende år blev der også afholdt Ungdomsmøder, inden Ungdommens Folkemøde blev en realitet i 2016, hvor det rykkede til Søndermarken i København.