Telefonen er i stigende grad blevet et arbejdsredskab for mange elektrikere. De seneste opgørelser viser, at næsten 80 procent af landets elektrikere dagligt bruger en app til et fagligt problem eller til bestilling af varer.
Derfor er det vigtigt, at telefonen kan holde til det hårde liv, det er at være med i værktøjskassen, og til det formål lancerer CAT telefonen S61, der er en opdateret version af den nuværende S60.
Den nye kommer med forbedret integreret Flir-infrarødkamera, som giver bedre billedkontraster, temperaturmåling på helt op til 400 grader og forbedret billedopløsning ved hjælp af Flirs MSX-teknologi. Det betyder bl.a., at man foruden at kunne se overophedede elektriske apparater eller overbelastede strømsystemer, også kan se i mørke eller gennem tåge og røg med infrarødkameraet.
CAT S61 er også udstyret med en laserafstandsmåler, der kan aktiveres ved at tage et billede. Måleren kan lave punkt-til-punkt-målinger på op til otte meter ved hjælp af laserteknologi. Med laserafstandsmåleren kan man beregne arealer, skifte mellem måleenheder og foretage avancerede beregninger direkte fra telefonen. Billedet gemmer alle data, så man kan foretage alternative målinger eller justeringer uden at tage billedet om.
Telefonen kommer med en indbygget sensor fra Sensirion, som måler indeklima og luftkvalitet. Luftmåleren giver besked, hvis niveauet af luftforurening er så højt, at det kan være sundhedsskadeligt.
På det “telefonmæssige” område er den udrustet med en 5,2 tommers FHD-skærm, som er beskyttet af Gorilla Glass 5. Telefonen er optimeret til udendørs brug, da den opfylder MIL SPEC 810G og har en IP68- og IP69-klassificering. Det betyder, at den er støvtæt, vandtæt ned til 3 meters dybde i en time og beskyttet mod højtrykvandstråler samt vandstråler i høje temperaturer. Derudover kan den tåle at blive tabt gentagne gange fra 1,8 meters højde ned på betongulv.