Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har søgt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke Vestre Landsrets dom om Elsams prissætning i 2005 og i første halvår 2006 til Højesteret. Elsam er i dag en del af energiselskabet Ørsted.
– Efter at have nærlæst Vestre Landsrets dom om Elsam vurderer vi, at en højere instans også bør vurdere de principielle problemstillinger. Derfor har vi søgt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke dommen til Højesteret, siger vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Bitten Thorgaard Sørensen.
Sagen vedrører Elsams prissætning på el i Vestdanmark i 2005 og første halvdel af 2006. Konkurrencerådet afgjorde i 2007, at Elsam misbrugte sin dominerende stilling til at opkræve urimeligt høje priser.
Rådets afgørelse blev anket til først Konkurrenceankenævnet og siden Sø- og Handelsretten, der begge var enige med Konkurrencerådet i, at der forelå et misbrug.
Sø- og Handelsrettens dom blev efterfølgende anket til Vestre Landsret, som i maj 2018 ophævede Konkurrencerådets afgørelse, som Konkurrenceankenævnet havde stadfæstet. Landsretten fandt, at konkurrencemyndighederne ikke med den fornødne sikkerhed havde påvist, at Elsam havde misbrugt sin dominerende stilling.
Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen