
Da Sikkerhedsstyrelsen i løbet af 2021 var rundt til 96 kiosker og små butikker i 2021, var der en del fejl og mangler.
De små handelsdrivende har ikke et stort behov for strøm, men trods alt kan der være køleskabe, frysediske, bageovne og andet eludstyr, og det kræver, at sikkerheden er i orden.
Og det var den ikke i 26 tilfælde, hvor der blev udstedt et påbud. I 52 sager var der tale om vejledning, så sikkerheden kunne leve op til elsikkerhedsreglerne.
Nogle steder har installationerne måske været i overensstemmelse med reglerne, dengang butikken åbnede. Men i takt med, at der kommer mere eludstyr til, skal elinstallationen også tilpasses. Det har både betydning for, at udstyret fungerer og for den generelle sikkerhed, siger kontorchef Søren Assenholt Muff fra Sikkerhedsstyrelsen.
Når der kommer flere elapparater til, skal de tilsluttes korrekt. Det kneb det med i en del af småbutikkerne. Hvert fjerde sted var ledninger og kabler ikke installeret korrekt. I stedet var udstyr fx tilsluttet med en forlængerledning.
Det er en usikker måde at tilslutte eludstyret, og i mange tilfælde får man heller ikke korrekt jordforbindelse, fordi stikpropperne ikke passer til de typiske danske stikkontakter. Hver tredje butik, vi kontrollerede, havde eludstyr, der ikke var forbundet til en virksom jordforbindelse og dermed gav risiko for stød ved fejl på eludstyret. Stikkene på brugsgenstandene passede ikke til jordforbindelsen i stikkontakten, selv om det kan løses blot ved at købe en adapter, hvis man ikke vil skifte stikket, siger Søren Assenholt Muff.
Derudover var der fejl og mangler ved eltavlerne mange steder. I cirka hver anden kiosk og butik var der skader i eltavlernes kapsling, eller der manglede afdækning, så det var muligt at få fingrene ind til strømførende dele. Og ved mere end halvdelen af kontrollerne manglede der også mærkning på eltavlerne om sikringsstørrelser og hvilke dele af installationen sikringerne hørte til.
18 kiosker og småbutikker fik efter kontrollen besked om, at deres installationer var ok.

