De 118 medarbejdere hos el-installationsvirksomheden Høyrup & Clemmensen får del i virksomhedens rekordoverskud. Det er ledelsen i virksomheden, som på den måde vil anerkende, at netop medarbejderne er en af hovedårsagerne til, at overskuddet er vokset fra små 5 mio. kr. i 2014 til mere end 11 mio. kr. i 2015.
Derfor vil fem procent af overskuddet, mere end 500.000 kr. blive udbetalt til medarbejderne.
– Resultatet tager udgangspunkt i et højt aktivitetsniveau, derudover har vi har reduceret vores spildtid ganske betragteligt, så vi nu fakturerer størstedelen af arbejdstimerne. Vi har minimeret sygdom og haft en kritisk tilgang til vores entreprisemarked. Vi tager kun de opgaver, som vi har ressourcer og kompetencer til, fortæller Tom Lindquist, der er administrerende direktør i Høyrup & Clemmensen.
Høyrup & Clemmensen erkender, at det er vigtigt at kunne tiltrække de rigtige medarbejdere. Bonussen er et led i strategien om at skabe en virksomhed, der er attraktiv og rummelig i sin tilgang til efteruddannelse og karrieremuligheder. Det er nødvendigt for at finde og fastholde nye medarbejdere i hovedstaden, hvor ledigheden for elektrikere er under én procent.