I 2050 skal vi være uafhængige af kul, olie og gas. Det lyder som lagt ude i fremtiden, men energiomstillinger tager lang tid. Vi kan ikke stå i 2049, og så vupti, året efter er det klaret. På Dansk Byggeris Energikonference den 5. marts 2019 debatterer folketingspolitikerne, hvad de vil gøre for, at vi når i mål.
– Der bør sættes et bindende mål om at reducere energiforbruget i 2030. Og da vi ved, at en stor andel af Danmarks samlede energiforbrug bliver brugt i bygninger, bør der også sættes bindende delmål for, hvor meget vi skal spare på energien her. Det er nødvendigt, hvis Danmark skal være fri af fossile brændsler. Men spørgsmålet er, hvor langt politikerne vil gå, siger energipolitisk chef i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen.
Netop det er et af de emner, som folketingspolitikerne Jens Joel (S), Mikkel Dencker (DF), Ida Auken (RV), Søren Egge Rasmussen (EL), Carsten Bach (LA) og Christian Poll (ALT) vil diskutere i Fællessalen på Christiansborg.
– 65 procent af vores bygninger er bygget før 1980, hvor der for første gang kom fokus på energibesparelser i bygningsreglementet. De er derfor storforbrugere af energi, og der er gode muligheder for at spare på energien. Men hvordan får vi parcelhusejere, kommuner og virksomheder til at gøre deres bygninger klar til den grønne omstilling? Det kræver investeringer og tid, og i Dansk Byggeri mener vi, at politikerne bør prioritere energibesparelser i bygninger langt højere, siger Camilla Damsø Pedersen.
Der er gratis adgang til arrangementet, der finder sted tirsdag den 5. marts fra kl. 9 til 11 i Fællessalen på Christiansborg.