
Apples Appstore og Googles Play Store har skabt en sand syndflod af nystartede virksomheder over hele verden. Hos Dansk Industri forventer man, at GPT Store vil have samme effekt. Også herhjemme.
GTP Store er åbnet af OpenAI, der står bag ChatGPT, og dermed kan virksomheder kaste sig over at udvikle egne ChatGPT-værktøjer.
– Med GPT Appstore bliver det muligt at købe og sælge skræddersyede “GPTs”, og dermed tager OpenAI væsentlige skridt mod at gøre generativ AI endnu mere tilgængeligt for flere over hele verden, siger branchedirektør Camilla Ley Valentin, DI Digital, som er Dansk Industris branchefællesskab for tech-virksomheder.
Da ChatGPT åbnede, fik de lynhurtigt mange millioner brugere, og det samme er forventningen til deres nye tiltag. Og det er startet godt.
– Brugerne i den nye GPT Store har allerede skabt 3 millioner skræddersyede udgaver af ChatGPT og mange af dem er nu blevet gjort til gængelige for andre at bruge. Det er vildt imponerende, understreger hun.
Dermed bliver skræddersyede løsninger tilgængelige på et helt andet plan.
Startups og SMV’erne kan bruge det til at skabe nye løsninger med generativ AI i deres forretninger, f.eks. i kundeservicen, påpeger Camilla Ley Valentin.
Kilde: DI

