
Den globale V2G-virksomhed Nuvve, der skaber løsninger til opbevaring af vedvarende energi, og den danskbaserede virksomhed 2021.AI indgår joint venture, der blandt andet skal optimere planlægning og lagring af grøn energi.
Det nye samarbejde sker under navnet Astrea AI, og her skal Nuvves V2G-platform GIVe (Grid Integrated Vehicle) understøttes af 2021.AI’s Enterprise AI platform Grace for at optimere de services, som Nuvve tilbyder omkring V2G i dag.
Nuvve udvikler software, der hjælper med at lagre energi fra elbiler og -busser, så energien kan sendes tilbage til elnettet. På den måde kan en flåde af elkøretøjer fungere som et kæmpe batteri, og den grønne energi, der akkumuleres, kan bruges på et senere tidspunkt.
Et eksempel på en use case, der skal udvikles af Astrea AI, er at bruge prædiktiv modellering til at forudsige chaufførerne i en bil-flådes adfærd. Det vil give indsigt i det nøjagtige energiniveau, der er nødvendigt for, at chaufførernes elbiler kan fuldføre de daglige køreopgaver.
Baseret på denne præcise prognose vil Nuvves system tilpasse de elnettjenester, der tilbydes, og optimere opladningen, så der oplades til det forventede energiniveau. Det vil hjælpe med at forbedre effektiviteten og ydeevnen af flåden af elbiler samt bidrage med adskillige fordele til elnettet, herunder for eksempel en øget kapacitet og modstandsdygtighed.
Ud over avancerede analyser af flåderne vil Astrea AI understøtte og styrke tilbudsstrategier for at tage tariffer, volatilitet og kapacitetsbehov i betragtning. Det har enorme potentielle fordele for hele energiøkosystemet, herunder kommuner, energikooperativer, investorejede forsyningsselskaber, transmissionsoperatører og energiforhandlere, især da flere og flere elbiler introduceres til nettet, som ofte forårsager uheldige kapacitetsbelastninger.
Ved at integrere de to virksomheders viden og avancerede teknologiske platforme kan vi i det nye joint venture tilbyde helt nye, konkrete løsninger til virksomheder, der opererer i spændingsfeltet mellem energi og transport. Vi kan højne operationel kvalitet og tekniske standarder og konkret gøre det muligt at forbedre ydeevnen og pålideligheden af elektriske køretøjers effektive anvendelse af energi, siger Mikael Munck, CEO, 2021.AI.
Kilde: Nuvve

