Nu tager Coop næste skridt for at reducere energiforbrug og minimere klimabelastningen. De sorte energislugende olie- og gasfyr bliver udskiftet med de meget mere klimavenlige grønne varmepumper og solcelleanlæg.
Coop er allerede indehaver af Danmarks største energicertificering, efter at Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen også blev ISO 50.001 certificeret i december 2018, ligesom Fakta og Irma allerede var det. Selvom Coop de sidste to år har reduceret koncernens energiforbrug med over 13 procent, er man ikke færdig med at igangsætte nye initiativer til at indfri de ambitiøse klimaambitioner.
Coop forventer at lave 30 solcelleanlæg i egne butikker. I det omfang det er muligt, skal varmepumper og solcellerne placeres ved samme butik.
I alt er der tale om en investering på ca. 50 millioner kroner, når der inkluderes de selvstændige brugsforeninger. De nye investeringer har en væsentlig miljøeffekt og så er der også god økonomi i det.