Teknikentreprenøren Caverion vil udbrede de gode sydjyske resultater til at gælde hele Jylland. Hidtil har man haft servicecentre og afdelinger i 11 byer, der hidtil har været organiseret i tre distrikter. Disse samles nu under Danny Rasmussens ledelse, der har været distriktschef i det succesfulde sydlige Jylland.
For tre år siden søsatte Caverion en vækststrategi, som det seneste år har resulteret i en generelt stigende efterspørgsel af virksomhedens løsninger, der tæller alt fra el-, VVS- og ventilationsopgaver til avancerede CTS-løsninger og OPP-projekter inden for bygningers livscyklus.
– Den positive tendens ser ud til at fortsætte. Det kræver en slank og effektiv organisation for at være i markedet i disse tider og derfor skal vi udnytte vores kompetencer bedst muligt på tværs af afdelingerne. Det har Caverion udnyttet i det sydjyske område, og derfor har vi valgt at gøre det samme i hele Jylland, siger servicedirektør Bo Bendixen (billedet) fra Caverion Danmark A/S.
Med forenklingen af ledelsesstrukturen får Danny Rasmussen dermed ansvaret for Caverions afdelinger og servicecentre i Aalborg, Randers, Aarhus, Viborg, Herning, Esbjerg, Fredericia, Kolding, Vejle og Sønderborg.
I forbindelse med en forenkling af ledelsesstrukturen i Servicecenter Østjylland, der tæller afdelingerne i Aarhus og Randers, er Lars Overballe ansat som overordnet leder.