
En solcellepark på 70 hektar bliver den synlige bevis på en ny elkøbsaftale mellem Carlsberg og energiselskabet Better Energy.
Solcelleparken, der skal være opført og i drift inden udgangen af 2024, skal levere 29 GWh, som Carlsberg skal aftage over en ti-årig periode. Den nye grønne strøm skal bruges på bryggeriet i Fredericia.
Peter Haahr Nielsen, adm. direktør i Carlsberg Danmark, glæder sig over samarbejdet,
I Carlsberg har vi allerede taget flere skridt mod den grønne omstilling, men vi kan gøre mere og er ambitiøse. Og derfor er vi meget glade for den nye aftale mellem Carlsberg og Better Energy, der betyder, at der produceres ny, grøn strøm, der svarer til mere end 46.000 danskeres årlige gennemsnitlige strømforbrug, siger Carlsberg-direktøren.
Det er Better Energy, der skal stå for opførelsen, driften og vedligeholdelsen af den kommende solcellepark.
Carlsberg har en omfattende produktion i Danmark, og det er oplagt, at det drives på lokalt produceret, ny grøn strøm. Det er både bydende nødvendigt og stærkt, når store ambitioner for grøn omstilling følges op af konkrete handlinger. Carlsberg har truffet et aktivt valg om at købe ny grøn strøm og har på den måde direkte accelereret den grønne omstilling i Danmark og Europa, siger Rasmus Lildholdt Kjær, administrerende direktør i Better Energy.
Carlsbergs nye vandgenindvindingsanlæg, der har gjort bryggeriet til et af verdens mest vandeffektive bryggerier, nedbringer også bryggeriets energiforbrug med 10 procent gennem produktion af biogas som et restprodukt og recirkulation af varmt vand.
Kilde: Carlsberg

