Intelligent hjemme hos Bryan Rice

På badeværelset og i andre af boligens rum er der installeret radio og højttalere i kontakterne.

I FactoryHouse the Village på Amager er musikeren og sangskriveren Bryan Rice netop flyttet ind sammen med familien. Bryan åbner døren til tonerne af det, der viser sig at være et smuglyt på hans næste album. Musikken spiller nemlig altid i det intelligente hjem, som Bryan styrer fra sin iPhone.
I mange af rummene er der installeret radio og højttaler i Impressivo-kontakterne, så manden bag et af Danmarks største radiohits ”No Promises” kan følge med i musikbilledet. På samme måde spiller han sine egne, ufærdige mix på en stor BeoPlay-højttaler i køkken-alrummet for at forholde sig til, hvad der skal optimeres og laves om.

– Vi har tænkt rigtig meget i lyd og lys. Det er supervigtigt for mig, at jeg kan skabe nogle rum i mit hjem, hvor jeg kan finde inspiration til mine sange. Her bruger jeg forskellige belysningsscenarier, og det fungerer rigtig godt for mig, fortæller Bryan Rice.

Familien har tilvalgt ABB-free@home i boligen, hvor systemet er installeret af elinstallatørvirksomheden Inlite. Imidlertid har Bryan Rice selv sat scenarierne op. For musikeren er vild med gadgets. Især hvis de kan optimere hans hverdag.

– Jeg fandt selv ud af det på min iPad. Det var rigtig nemt, selvom modulet på computeren faktisk er endnu bedre. Jeg fandt for eksempel en indstilling med Philips Hue, så nu har jeg en lampe over min lænestol med en Hue-pære, hvor jeg kan styre farven og lysstyrken efter mit humør, forklarer Bryan Rice.

Always on
Selvom det nye hjem i the Village også er Bryan Rices arbejdsplads, er musikeren på ingen måde afskåret fra kontakt med omverdenen. Han interagerer konstant med fansene på de sociale medier enten igennem sit Apple Watch eller iPhonen, der altid er ved hånden.

– Det er vigtigt for mig at være i tæt kontakt med mine fans. Derudover får jeg også input og ideer til nye sange fra de sociale medier. Jeg har faktisk taget en SoMe-diplomuddannelse og har også undervist andre artister i brugen af sociale medier, fortæller Bryan Rice.

En stor anvendelse af gadgets giver imidlertid også et stort behov for at kunne oplade dem. Derfor har familien valgt stikkonktakter med indbyggede USB-stik. Derved kan både computer og devices oplades på samme tid.

Fremtidssikret bolig

Familien faldt for den tre-etagers bolig i FactoryHouse the Village, der stadig er delvis under færdiggørelse, på grund af den spændende arkitektur, hvor træ og zink kombineres på de udvendige facader. Den intelligente boligstyring ABB-free@home er både valgt på grund af komforten, men også for at fremtidssikre hjemmet.

– Intelligent boligstyring er fremtiden, og for mig også den bedste måde på at optimere sit hus og sin hverdag. Derudover er det også en fremtidssikring, for nu kan jeg opgradere systemet efter udviklingen, understreger Bryan Rice.

Den intelligente boligstyring ABB-free@home er designet til private hjem og har en intuitiv brugerflade, hvor det er nemt at styre fx lys, lyd, varme, ventilation og adgangskontrol.