De færreste vil sikkert tænke på, at man skal have digital adgangskontrol til et piano. Men det er ikke desto mindre tilfældet hos Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Her har man en lang række meget kostbare musikinstrumenter, som bliver unødig slidt, hvis for eksempel eleverne øver sig på dem – eller spilder rødvin ned i dem efter en fest, hvilket faktisk er sket. Og det er ikke billigt at reparere et flygel. Det dyreste eksemplar har en værdi på cirka 1,5 million kroner.
Derfor er flere af de dyre pianoer i dag sikret med en digital hængelås fra sikringsproducenten Salto.
– Her på musikkonservatoriet har vi i mange år døjet med slitage og skader på vores pianoer, som hvert år løber op i adskillige tusinde kroners reparationsarbejde. Derfor har vi valgt at digitalisere vores nøglesystem med elektroniske hængelåse fra Salto, der giver os bedre mulighed for at beskytte vores instrumenter fra unødvendigt brug, fortæller Christen Stubbe Teglbjærg, som er docent hos Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og ansvarlig for konservatoriets flygler.
De digitale hængelåse fra Salto sidder fast i pianoets låg og kan kun låses op med en godkendt adgangsbrik eller kort. Låsene indeholder en hændelseslog, så musikkonservatoriet kan se, hvem der har benyttet sig af flyglet. Og det er ifølge Christen Stubbe Teglbjærg en stor fordel, da konservatoriet nu har bedre mulighed for at kontrollere, hvem der har haft adgang til pianoerne.
Sanistål er eneforhandler af Saltos sikringsprodukter i Danmark, mens det er Dansk Låse & Industrisikring, der har implementeret de digitale låse på Musikkonservatoriet.