
Julen er ofte forbundet med lys, hygge og god mad – foruden det med gaverne. Derfor kan det fremstå som en noget umulig øvelse at spare på energien netop omkring juletid, uden at en del af julehyggen går fløjten.
Men sådan behøver det ikke være. Det viser en undersøgelse fra Energistyrelsen.
22 procent af danskerne gør noget særligt i julemåneden for at spare på energien. Et tal, der skal ses i lyset af at størstedelen af danskerne allerede har foretaget bevidste ændringer for at reducere deres el- eller varmeforbrug i løbet af det seneste år, lyder det fra Matilde Grøn Bjørneboe, der er Energistyrelsens ekspert i energispareråd og danskernes energivaner:
– Mange danskere har taget energisparerådene til sig og har mod på at spare på energien nu og på sigt. Særligt over julen er der masser af andre og sjovere ting at bruge pengene på, så mange har en interesse i at tage toppen af elregningen, siger Matilde Grøn Bjørneboe.
Ifølge eksperten kan danskernes foretrukne jule-energispareråd mærkes på energiforbruget, men der er også andre nemme og effektive måder at spare på energien i løbet af julen.
– Ofte kan man med fordel skrue lidt ned for varmen i julen. Mange mennesker i samme rum og julekokkeriet kan generere rigeligt varme. Derudover kan man samle familien om en god julefilm på en enkelt skærm, fremfor at alle sidder med hver deres, siger hun.
Undersøgelsen har samtidig opgjort danskernes foretrukne måder at spare på energien over julen:
Slukke lyset i rum, der ikke bruges.
Tø maden op i køleskabet.
Bruge energivenlige LED-lys eller stearinlys på træet.
Minimere udendørs belysning som for eksempel på lyskæder.
Forberede mest muligt af julemaden på tidspunkter, hvor elprisen er lavere.
Kilde: Energistyrelsen

