
Som virksomhed gælder det i dag om at være på de platforme, hvor kunderne er, og derfor kunne man også finde VS Automatic på Tiktok.
Men det kan man ikke mere. Virksomheden har valgt at droppe medieplatformen, og baggrunden er frygten for manglende sikkerhed for både egne og kundernes data.
– Tiktok har uden tvivl et stort potentiale som et markedsførings- og engagementværktøj, men det rejser samtidig betydelige bekymringer om datasikkerhed og privatliv. På baggrund af disse bekymringer har VS Automatic besluttet at sætte deres strategiske brug af Tiktok på pause, siger Tim Hjortshøj, CMO ved VS Automatic.
Virksomheden blev rådgivet af Gap Solutions om at stoppe med brugen af Tiktok, som en foranstaltning for at beskytte deres egne og kunders data og undgå at støtte tvivlsomme datapraksis. Virksomheden ønsker ikke at være en del af eventuelle datalækager eller brud på privatlivets fred, som kan opstå ved brugen af platformen.
Kilde: VS Automatic

