
Om en god uges tid er det slut med sommertarifferne hos de to net-selskaber, Cerius og Radius, der sender el ud til en stor del af elkunder på Sjælland, Lolland, Falster og øerne.
Den 1. oktober træder vintertarifferne i kraft, og dermed er det blevet ekstra god idé at undgå strømforbrug i overdrevet stil i tidsrummet kl. 17-21.
Selvom prisen således oplever et pænt hop, er der dog lidt glædeligt. For tarifferne er sat lidt ned, så hoppet bliver ikke så højt, som det kunne være blevet.
– Vi kan lave en prisnedsættelse, da elpriserne er stabiliseret på et lavere niveau, og samlet set for en husholdning er der tale om en tarifnedsættelse på 20 procent, hvilket svarer til 450 kr. årligt for en familie i et almindeligt parcelhus, siger Cäthe Bay-Smidt, chef i netselskaberne, og fortsætter:
– Hvis vi udnytter elnettet bedre, bliver den grønne omstilling billigere, og det vil komme alle til gode. Vi kommer til at bruge meget mere strøm de næste mange år – f.eks. køber mange elbiler og varmepumper, og hvis vi kan holde fast i de gode elvaner og undlade at lade elbilen op eller sætte vaskemaskinen i gang i de mest belastede perioder, der er mellem kl. 17 og 21, så er der penge at spare for forbrugerne, siger Cäthe Bay-Smidt.
Da tarifferne toppede i februar, kostede det ca. to kroner pr. kWh. mellem kl. 17 og 21, men denne vinter skal forbrugerne betale ca. 1,30 kr. pr. kWh i tarif i samme tidsrum i Østdanmark. Lidt mere (136,68 øre/kWh) for kunderne hos Radius, og lidt mindre, 126,66 øre/kWh, hvis der står Cerius på fakturaen.
Om natten skal kunderne betale en tarif på ca. 0,15 kr. pr. kWh. i Cerius-Radius’ område – også her med en lille fordel for Cerius-kunderne.
Kilde: Cerius-Radius

