
40 procent af alle opslag efter en elektriker er forgæves. Det viser den seneste undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Omsættes det til mere håndgribelige tal, så var der ikke mindre end 4.430 forgæves forsøg på at få ansat en elektriker i installationsvirksomhederne over en periode på fem måneder sidste år.
Baggrunden er en ekstrem lav ledighed på området. I marts var ledigheden nede på 0,85 procent blandt elektrikere, og omsættes også det tal til virkelige mennesker, var der blot 172 fuldtidsledige elektrikere i marts, som virksomhederne kunne kæmpe om.
Og spørgsmålet er, om de reelt er ledige. De kan blot være mellem to jobs eller være uden for arbejdsmarkedet af andre årsager.
– Den historisk lave ledighed er ikke kun et problem for virksomhederne, som har svært ved at skaffe medarbejdere. Det er også et problem for boligejerne, der vil konvertere til varmepumpe eller sætte solceller op. Alt peger på, at efterspørgslen kun vil stige de kommende år, og derfor er det nødvendigt at få gjort noget, hvis den grønne omstilling ikke skal gå i stå, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der organiserer 4.100 virksomheder i installationsbranchen og metalindustrien.
De 172 er ikke fordelt jævnt rundt i landet. I Sydjylland og Nordsjælland var der færre end 10 ledige, og på Bornholm var der faktisk ikke én eneste elektriker uden job.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne

