
Sol og vind tog et markant hop i 2022. I 2021 stod de to teknologier for 47 procent af den samlede elforsyning, men i 2022 var det steget til 60 procent. Produktionen steg med 22 procent.
Det viser den foreløbige energistatistik for 2022, som Energistyrelsen har udgivet.
Statistikken viser også, at det samlede danske energiforbrug faldt med 1,5 procent i 2022. Det kan man i høj grad tilskrive et stort fald i forbruget af naturgas. Det faldt med 29 procent. Her spiller de høje priser en stor rolle, men også en stigning i biogasproduktionen spillede ind.
I 2022 udgjorde biogassen 33 procent af den samlede forsyning af ledningsgas, der således er med til at fortrænge naturgassen.
Som konsekvens af det samlede lavere forbrug af fossile brændsler, der også inkluderer brændstof solgt til udenrigsluftfart fra dansk lufthavn, faldt de faktiske CO2-emissioner fra energiforbruget med 0,9 procent i 2022. Når emissionerne fra energiforbrug korrigeres for klimafluktuationer og brændselsforbrug knyttet til nettoelimport, ses et fald på 3,8 procent.
Danmarks selvforsyningsgrad for energi var i 2022 på 60 procent. Det er en stigning på 5 procentpoint, der kan tilskrives det lavere energiforbrug i 2022 kombineret med en højere produktion af vedvarende energi fra blandt andet vindmøller.
Kilde: Energistyrelsen

