
I 2023-finansloven er der lagt op til, at der skal afsættes 100 mio. kr. til Bredbåndspuljen. Finansloven er faktisk ikke vedtaget endnu, men trods det forhold, har man besluttet at sende rammerne om puljen til høring.
– Der går nok lidt tid, før der ligger en endelig finanslov for i år. Men hvis vi skal kunne åbne ansøgningsrunden inden sommerferien, er der behov for, at vi laver de nødvendige forberedelser. Derfor sætter vi høringen i gang, fortæller kontorchef i Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur (SDFI), Thomas Ilum Damsgaard.
I forhold til rammer for 2022-puljen, er der lagt op til fire større justeringer:
Kravet til bredbåndsudbyderens medfinansiering hæves fra 4.000 til 10.000 kr. i gennemsnit pr. adresse, der deltager i det ansøgte bredbåndsprojekt.
Kommuner vil ikke længere kunne bidrage med tilskud til projekter under Bredbåndspuljen.
Metoden for beregning af de afstande, der ligger til grund for, om en adresse kan søge under den særlige ordning for enkeltstående adresser, ændres fra fugleflugtsafstande til vejafstande.
Kravet til den infrastruktur, der etableres med tilskud fra puljen, ændres fra 300/100 Mbit/s til 1 Gbit/s download.
Der er endvidere foretaget flere mindre justeringer og præciseringer, ligesom der er ændringer som følge af nye EU-krav.
Det samlede høringsmateriale kan hentes fra Høringsportalen
Høringssvar skal sendes til SDFI på bredbaandspuljen@sdfi.dk senest fredag den 28. april 2023 kl. 12.
Kilde: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur (SDFI)

