
Jan Brevadt er ny chef hos grosssiten Carl Ras. Men ikke en hvilken som helst chef. Han er virksomhedens bæredygtighedschef, og hans arbejde bliver at skubbe virksomheden yderligere i retning af den grønne omstilling.
Bæredygtighed er ikke nyt for grossisten, der for cirka 8 år siden rettede synet mod bæredygtighed, men i takt med øgede fokus på området, skærper man også selv sit arbejde.
Med et fokus på FN’s 12. verdensmål Ansvarligt forbrug og produktion har Carl Ras arbejdet for løsninger og alternativer til at inspirere og påvirke håndværkere til at tage et grønnere valg og give dem bedre adgang til klimavenlige byggematerialer. Blandt andet ved at købe sig ind i det biobaserede byggemarked, Havnens Hænder, og Danmarks største genbrugsbyggemarked, Genbyg.
Jan Brevadt har mere end 20 års erfaring med salg, strategisk planlægning samt koncept- og forretningsudvikling i branchen. Derudover har han løbende taget efteruddannelse i bæredygtig ledelse og deltaget i mange kurser om implementering af bæredygtighed i strategi og forretningsudvikling.
I Carl Ras har han stået i front for at synliggøre og beskrive certificerede produkter til certificeret byggeri med miljø- og klimamærkninger i alle Carl Ras’ butikker og online på webshoppen for at gøre det nemt og tilgængeligt for håndværkerne ar finde relevant miljødokumentation.
I sin nye rolle som bæredygtighedschef arbejder han både strategisk og operationelt på at udvikle grønne løsninger, der reducerer Carl Ras’ klima- og miljøbelastning. Samtidig klæder han salgsorganisationen på til at rådgive kunderne i dokumentation og bæredygtigheds- certificerede produkter, og han er ansvarlig for udvikling af området mod markedet.
– Arbejdet med bæredygtighed er en spændende og vigtig opgave for alle virksomheder, og særdeles byggebranchen, som udleder flest drivhusgasser. Derfor er det afgørende med en indsats nu for at reducere vores høje forbrug af CO2, hvis vi vil efterlade kloden til næste generation, siger Jan Brevadt.
I samarbejde med direktionen og bestyrelsen i Carl Ras har Jan Brevadt nu fastlagt langsigtede målsætninger inden for klima og miljø, der skal reducere virksomhedens klima- og miljøbelastninger.
– Hvis vi ønsker at bidrage til en mere bæredygtig omverden, og en grønne omstilling i branchen, er vi nødt til at arbejde efter nogle ambitiøse mål. Det kræver også, at vi igangsætter nogle klima- og miljøindsatser i organisationen, hvor vi kontinuerligt arbejder med at reducere vores CO2-udledning og miljøbelastning, siger Jan Brevadt.
I den forbindelse har virksomheden fastlagt et klimaløfte om en reducering af CO2-udledning på 60 % i egen drift i 2030 i forhold til baseline 2018.
Man har samtidig fastlagt et miljøløfte om at reducere virksomhedens forbrug af emballage med 40 %. Ifølge Jan Brevadt skal de i 2030 kun benytte 400 gram emballage i forsendelse, og alt affald skal genanvendes.
Som et led i indsatserne for den grønne omstilling har man yderligere ansat en arbejdsmiljøansvarlig til at styrke det sociale område i virksomheden. Udover ambitiøse klima- og miljøløfter har man sat sig for at sætte endnu større fokus på inklusion og diversitet.
Kilde: Carl Ras

