
Byggebranchen oplever i øjeblikket en nedgang, hvilket fører til mange konkurser og fyringer. Men hos 3byggetilbud.dk er der ikke samme krisestemning, da de oplever vækst i antallet af bygge- og renoveringsopgaver samt i antallet af tilknyttede håndværkere.
I de første to måneder af 2023 har virksomheden modtaget flere henvendelser end samme periode sidste år på tværs af flere brancher. Malerfaget og solcellehenvendelserne er særligt populære med en vækst på henholdsvis 20% og mere end en fordobling i forhold til februar 2022.
– Vi har grønne tal, når årets to første måneder sammenlignes med de samme måneder sidste år. I februar fik vi 7 procent flere henvendelser, end vi gjorde i februar sidste år. Det er vi meget tilfredse med, når vi ser på den nedgang, der generelt er i byggeaktiviteten, siger Tino Chris Hansen, der er salgsdirektør hos 3byggetilbud.dk.
Inflation, høje renter og energipriser har påvirket den danske forbrugertillid negativt, hvilket påvirker mange håndværkervirksomheder.
– Det kan bestemt mærkes i mange danske håndværkervirksomheder, at pengene er færre i de private husholdninger. Når energiregningen og mælken koster betydeligt mere, end den gjorde for et år siden, er der ikke lige så mange, der prioriterer et nyt køkken eller en nyanlagt terrasse, forklarer Tino Chris Hansen.
For 3byggetilbud.dk er det blevet attraktivt at tilknytte sig virksomheden i en usikker tid, og de har tilføjet rekordmange selvstændige håndværkere til deres netværk i 2023. Virksomheden har nu 1.800 håndværkere tilknyttet og har en målsætning om at få yderligere 500 virksomheder i år.
– For nogle virksomheder er 3byggetilbud.dk gået fra nærmest at være drys på toppen af fyldte ordrebøger til i dag at være et sikkerhedsnet i et usikkert marked. Det er dyrt at have sit mandskab til at stå stille, derfor er vi i dette marked blevet mere attraktive for håndværkerne, tilføjer han.
Kilde: 3byggetilbud.dk

