
Elektrikerfaget er populært og virksomhederne i branchen viser samfundssind. Det må være den eneste mulige konklusion, man kan drage af de nyeste tal omkring antal lærlingeaftaler, som undervisningsministeriet har lagt frem.
På landsplan er antal praktikpladsaftaler steget med én procent, men indenfor el-branchen er stigningen på hele 10 procent. Fra 2721 i 2021 til 2984 sidste år.
Også smedefaget oplevede samme procentmæssige stigning, men dog baseret på et væsentligt mindre antal. Fra 963 til 1075. Hos vvs´erne var der også en stigning, dog nede på mere beskedne fire procent ( fra 1130 til 1175).
Stigningerne vækker dog glæde hos brancheforeningen TEKNIQ Arbejdsgiverne.
– Det er især bemærkelsesværdigt i installationsbranchen, da det bygger ovenpå et i forvejen højt niveau. I metalbranchen er et mangeårigt fald vendt til fremgang, hvilket også er positivt. Der er ingen tvivl om, at vores medlemsvirksomheder tager et stort ansvar for at sikre, at der er faglærte nok til at løse de store opgaver, samfundet står overfor i forhold til den grønne omstilling, siger Tina Voldby, underdirektør i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Generelt har 2022 været et meget turbulent år. Især med krig i Europa og de medfølgende prisstigninger. Også byggeriet gik lidt i sort sidst på året.
Men uanset udviklingen i de økonomiske konjunkturer, så er der brug for at holde fokus på erhvervsskolerne, så flere unge går i gang med en erhvervsuddannelse. Sidste år faldt optaget af nye erhvervsskoleelever nemlig med 13 procent i forhold til 2021.
– Det er glædeligt, at den nye SVM-regering har et erklæret mål om at styrke erhvervsskolerne med bedre udstyr og lærekompetencer blandt andet. Det er nødvendigt for at få flere til at søge ind og hele grundlaget for, at virksomhederne har lærlinge, de kan indgå uddannelsesaftaler med, siger Tina Voldby.
I 2022 blev der i alt indgået 49.563 praktikpladsaftaler for samtlige erhvervsuddannelser i Danmark, hvilket er en stigning på én procent i forhold 2021.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne

