
– Beslutningen er en kæmpe mavepuster til vores klimaambitioner. Nu står vi kun tilbage med de planlagte ni gigawatt havvind, hvor udbuddene slet ikke er kommet i gang. Samtidig ser vi, at udbygningen af vindmøller og solceller på land snegler sig afsted. Vi befinder os i en situation, hvor vi akut mangler grøn strøm til vores 2030-klimamål, Power-to-X-ambitioner og mål om at blive nettoeksportør af grøn strøm.
Sådan lyder det fra Kristian Jensen, adm. dir, for Green Power Denmark som en reaktion på, at åben-dør ordningen er sat på pause.
Han havde gerne set, at de projekter, som allerede er under sagsbehandling, fik lov til at køre videre, men sådan bliver det altså ikke.
Heller ikke hos Brintbranchen er man begejstret over styrelsens beslutning, om end man har en anelse mere forståelse for, at ordningen kan have stødt på nogle regler om statsstøtte.
– Det er enormt problematisk, at sagsbehandlingen af åben-dør-ordningen nu sættes i bero. Regler, herunder statsstøtteregler, skal naturligvis overholdes, men i sidste ende er dette her endnu en menneskabt forhindring for, at vi kan få etableret den vedvarende energi, vi har akut brug for,” siger Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen, der samtidig opfordrer til, at den danske regering og EU-kommissionen meget hurtigt finder en løsning.
– Det er en absolut topprioritet, at vi finder en hurtig løsning på denne impasse. Ellers får det potentielt stort indvirkning på den danske brint- og Power-to-X-sektor, hvor vi har brug for store mængder vedvarende energi til at kunne producere brint og brintbaserede brændsler, som f.eks.ammoniak og metanol. Det er afgørende for både at komme i mål med den grønne omstilling, og for at Danmark og Europa kan opnå den uafhængighed af fossile brændsler, som vi det seneste år har set er helt afgørende – også af sikkerhedspolitiske årsager.
Kilde: Brintbranchen/Green Power Denmark

