
Rundt om på landets erhvervsskoler er der mange tomme stole, efter et mindre optag på landets erhvervsskoler. De færre elever kommer til at ramme hårdt på sigt, og der for mener SMVdanmark, at udviklingen er dybt bekymrende.
Normalt vil erhvervsskolerne på dette tidspunkt have optaget omkring 42.000 kommende faglærte, men i år er der kun optaget 34.000. Antallet af nystartede har dermed taget et stort dyk på 18 procent, og 3 ud af 4 uddannelser er ramt af færre nystartede elever.
I år er der fx startet omkring 900 færre elektriker-elever på de danske erhvervsskoler, end der startede sidste år.
Det viser en analyse fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.
Kasper Munk Rasmussen, chefkonsulent i SMVdanmark, er dybt bekymret over udviklingen.
Det er et chokerende fald, vi ser på erhvervsuddannelserne. I forvejen står vi med en stor mangel på faglærte, og vores egen prognose viser, at der vil forsvinde 10.000 faglærte fra arbejdsmarkedet om året frem mod 2030. Nu viser disse tal, at vi måske er på vej mod en endnu værre situation, end vi regnede med. Det gør fremtidens energieffektivisering og hele den grønne omstilling næsten umulig at gennemføre, når vi ikke har de kvalificerede hænder og hoveder, der skal til, siger han og advarer om, at det i værste fald vil medføre, at arbejdspladser og opgaver forsvinder ud af Danmark.
Udover at, at samfundet vil mangle stadig flere håndværkere, er de færre elever også en økonomisk bet for skolerne, der kan se frem til at få færre midler.
Har du fx kun 15 elever i en klasse, hvor du normalt har 20, så får du færre penge, men udgiften til undervisere, varmen, el og bygninger vil ofte være den samme. I forvejen kan skolerne mærke, at energi- og materialepriserne er vokset markant, så det her er et hårdt slag mod budgettet mange steder. Vi har tidligere foreslået, at man fjerner SU’en på de lange uddannelser, tilbyder den som lån, og i stedet bruger pengene på at give erhvervsuddannelserne et økonomisk løft. Det forslag er endnu mere aktuelt nu, siger Kasper Munk Rasmussen.
Kilde: SMVdanmark

