
I 2019 fusionerede Eniig og SE til det nuværende Norlys. Fra og med i går og frem til den 7. november, kan alle af de 800.000 kunder melde sig som kandidat til det kommende repræsentantskabsvalg.
Det er det første valg af sin slags siden fusionen, og målet er der kommer kampvalg i alle 15 valgområder. Repræsentantskabet er Norlys´ øverste myndighed
Ved valget skal der vælges cirka 720 repræsentantskabsmedlemmer fordelt på 15 områder i Jylland. Det kræver mange kandidater, men mange ved slet ikke, at de er medejere af Norlys, og at de dermed har mulighed for at blive en del af repræsentantskabet. For at tiltrække flere kandidater har Norlys igangsat både en kendskabskampagne om andelsselskabet og en kampagne om valget.
Vi tager vores ejerform meget seriøst, og vi tror virkelig på andelstanken. Men vi ved også, at valg til repræsentantskaber har lav interesse hos mange, og derfor lægger vi kræfter og ressourcer i valget. Vi har et stort ønske om, at mange stiller op og stemmer, siger Jens Erik Platz, der er bestyrelsesformand i Norlys.
Bliver man valgt som repræsentantskabsmedlem, inviteres man til møder 2-3 gange årligt og har en stemme i de helt store beslutninger. Det er for eksempel repræsentantskabet, der hvert år godkender Norlys’ regnskab, ligesom det var repræsentantskabet, der tidligere i 2022 gav det sidste og afgørende ja til salget af 35 procent af Norlys’ fibernet.
Det kræver ikke bestemte kompetencer at være en del af repræsentantskabet. Man repræsenterer netop andelshaverne, som er helt almindelige danskere og forbrugere. Derfor ser vi det som en fordel med bred repræsentation, og vi håber at styrke diversiteten på for eksempel alder og køn ved valget, siger Jens Erik Platz.
Alle Norlys’ andelshavere kan melde sig som kandidat til repræsentantskabet på Norlys.dk/valg i perioden 10. oktober til 7. november. Valget til Norlys’ repræsentantskab finder sted i januar 2023.
Kilde: Norlys

