
Mange håndværkere har oplevet at kommet til en vogn, der er tømt for værktøj. Det er ikke bare bøvlet og besværligt, men koster også penge, når man ligger brak og ikke kan udføre dagens arbejde.
I langt de fleste tilfælde må man se langt efter værktøjet, og det er forbrydelser, som politiet har svært ved at opklare. Men af og til lykkedes det.
Således er tre rumænske mænd blevet snuppet på vej ud af landet med vognen fyldt med tyvekoster. Professionelt værktøj til en værdi mellem 82.000 og 97.000 kroner, og det meste syntes at stamme fra et indbrud i Guldborgsund Kommune.
De tre blev stoppet i et fransk indregistreret køretøj af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi, og de tre er sidenhen blevet varetægtsfængslet i fire uger.
De tre anholdte kærede ikke varetægtsfængslingen ved grundlovsforhøret, men nægtede sig alle skyldige.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi

